Søens Fugle

Krikand

Krikanden er en and, der kan findes i hele Danmark, hvor den lever i mindre tilgroede vandhuller, hedesøer og moseområder. Krikanden er ikke særlig stor. Den er faktisk den mindste and i Danmark med et vingefang på 60-65 cm, en længde på 34-38 cm og en vægt på 250-400 gram. Andrikken, som hannen kaldes, har et rødbrunt hoved med en grøn, bred øjenstribe, der er omkranset af en gullig kant. Kroppen er grålig og har en hvid stribe med en sort kant ned langs kroppen og en beigefarvet undergump. Næbbet er sort. Anden, som hunnen kaldes, har en gråbrun fjerdragt med mørke pletter og et lille, mørkt næb med orangegule sider. Begge køns vingespejl er metalgrønt og sort med hvide kanter foran og bagved. I sommerdragten ligner de to køn hinanden. Krikænderne lever om vinteren af frø og vandplanter. Om sommeren lever de af krebsdyr, bløddyr og insekter, som de finder i mudderet. Parringen foregår i februar og marts. Krikanden lægger 8-11 æg, der bliver udruget på 21-23 dage, og ungetiden er på 25-30 dage. I Danmark er der kun cirka 300 krikænderpar, der yngler.

Pibeand

Hovedpartiets form er karakteristisk med et stort rundt hoved og et ret kort næb, en høj pande og rund isse/nakke på en ret kort og kraftig hals. Den er en mellemstor svømmeand, lidt mindre end en gråand. Pibeanden har en kropslængde fra 41 til 51 cm, vingespændevidde fra 75 til 86 cm og en vægt fra 500 til 900 gram. I hannens sommerdragt er hovedet rustrødt med en lysende gul blis. I flugten kendes hannerne på store, hvide felter på overvingen. Hunner og juvenile er mere anonyme i fjerdragten, de varierer fra gråt til mere varmt brunt og har typisk en mørk tegning ved øjet. Flyvende ses hos alle fugle et afgrænset hvidt bugfelt.

Hannens pibende fløjt har givet arten sit navn på flere sprog. Hannen indleder ofte sit korte, skarpe pibende wiu-råb med et krr krkrkrr. Wiu-råbene høres også om natten og er et typisk tegn på artens tilstedeværelse. Karakteristisk for hunnen er hårde rattende, rerr og war-warrr råb, som kan høres i forskellige variationer. Flyvende pibeænder kendes på deres høje, pibende vingestøj.

Pibeanden er en almindelig trækgæst i september-november og igen i marts-april. I Vadehavet er der talt op til 320.000 fugle. I milde vintre overvintrer en del pibeænder desuden i Danmark.

Pibeanden er kønsmoden i en alder af ca. 2 år. De danner for det meste par ved vinterens slutning, den egentlige yngletid er fra maj til juli. I deres nordlige yngleområder er tidspunktet afhængig af, hvornår tøen sætter ind.

Pibeandens ernæring består af vandplanter, som f.eks ålegræs og alger. De ses også ofte fouragerende på dyrkede marker med vinterafgrøder. 

Troldand

I takt med at et af troldandens foretrukne fødeemner – vandremuslingen – har bredt sig fra landene omkring Sortehavet vestover til bl.a. Island og Storbritannien, har  troldanden også bredt sig til disse områder.

Danmark er et vigtigt træk- og overvintringsområde for troldand. Troldænderne ankommer i november fra ynglestederne i Nordrusland og Skandinavien, og i marts-april trækker de atter mod yngleområderne. 

Troldænderne lever i søer og ved lavvandede og beskyttede kyster. Fuglene er oftest inaktive om dagen og trækker om aftenen til fourageringsområderne, som kan ligge langt fra dagrastepladserne.

De troldænder, der yngler her i landet, er oftest at finde i mindre søer, hvor bredvegetationen er tæt, men kan også findes på små holme i brakvandsområder. I så fald yngler troldænderne ofte i kolonier, hvor der i forvejen er en hættemågekoloni.

Fuglene lever af muslinger, især vandremusling, snegle og orm. Men også frø fra vandplanter indgår i føden, og ællingerne lever primært af insekter og små krebsdyr.

Fiskeørn

Fiskeørnen er en 55-60 cm stor rovfugl med et vingefang på 145-176 cm. Hovedet er lille, men tydeligt fremstrakt, halsen kort og vingerne smalle og aflange. Dens næb er kraftigt. I glideflugt er vingerne vinklede og knoerne fremtrukne som hos en måge, hvorfor den også kan forveksles med denne i luften.

Fiskeørnen lever hovedsageligt af fisk, men kan undtagelsesvist, f.eks. i kolde perioder hvor vandet er frosset til, tage fugle, smågnavere og krybdyr. Rovfuglen benytter en gang imellem en jagtteknik, hvor den holder øje med om øvrige fugle har fanget fisk, hvorefter den jager disse fugle, indtil de giver deres fangst fra sig. 

Fiskeørnen ses jævnligt omkring Jels Søerne, især i maj og august, men den er en meget sjælden ynglefugl.

Isfugl

Isfuglen er en meget farvestrålende fugl. Den er stærkt blå på ryggen og orange på undersiden. Den har et kraftigt, spidst næb som den bruger, når den 

styrtdykker efter fisk eller når den fanger guldsmede i luften. Den er ca. 16 cm lang, vejer 40 – 45 g og har et vingefang på 24 – 26 cm.

Isfuglen har et hårdt metallisk kald, som tit høres når den stryger forbi, lavt over vandet som en metalblå raket. I Danmark yngler ca. 250 – 400 par. Reden placeres i huller i stejle brinker i nærheden af fiskerige åer og søer. Den graver til dette formål en ca. 1 m lang gang. Isfuglen får typisk 2-3 kuld unger om året med 5 – 7 æg i hver. Jo ældre fuglene bliver desto flere kuld. Der er registreret op til fire kuld om året, hvilket dog kun ses hos 1 ud af 80 par. Æggene ruges i 19 – 21 dage og ungerne fodres af forældrene i 23 – 27 dage efter klækningen.

Bjergvipstjert

Bjergvipstjerten er en 18 cm stor spurvefugl med lang hale, der hovedsageligt lever ved vandløb. Den lever af vandinsekter, der fanges ved vandløbets bred eller på lavt vand. 

Bjergvipstjert kan ligne gul vipstjert, men ryggen er grå. Hos ungfugle og fugle i vinterdragt er det næsten kun undergumpen, der er gul. Hannen har i yngletiden en sort strubeplet, der foroven er afgrænset af en hvid stribe. Hunnen kan have hvidplettet sort strube. I vinterdragten, der anlægges i juli, kommer hannen til at ligne hunnen, men med kraftigere farvet gult bryst.

Bjergvipstjerten yngler ved nordenden af Jels Midtsø. 

Gråand

Gråanden er en almindelig ynglefugl i både Danmark og mange andre steder på den nordlige halvkugle. Gråanden, også kaldet vildand, moseand eller stokand, er den almindeligste and i Danmark, hvor den fortrinsvis er standfugl. Hannen i pragtdragt, der bæres mellem oktober og maj, kendes let på sin overvejende grå fjerdragt med grønt hoved, hvid halsring og brunt bryst, mens hunnen er brunt kamuflagefarvet. 

Den velkendte ”rappen” er hunnens stemme, der ofte høres i serier som quaark-quaark-quark-quack-quack…, der gradvist bliver svagere. Hannens stemme er et blødt queerp. Under hannens parringsspil høres et fløjtende fiih. Desuden høres et svagt ræb eller ræb-ræbb som kontaktkald mellem fødesøgende ænder.

Blishøne

Blishønen er let genkendelig på sin runde, sorte krop, sit hvide næb og den hvide pandeblis. Den bliver op til 40 cm lang. Hvad hannerne angår, varierer størrelsen på pandeblissen efter hvor dominerende de er. Pandeblissen bliver mindre, hvis hannen mister status. De to køn ligner i øvrigt hinanden. Ungfuglene har lys hals og ansigt, gult næb og mangler blissen. Blishønen er ikke nogen god svømmer, og den har ikke svømmehud mellem tæerne, men kun svømmelapper langs kanten.

Blishønen lever hovedsagelig af vandplanter, specielt grønalger, og på ynglepladserne af tagrørblade, som den supplerer med muslinger, snegle, orme og insekter. En del af føden henter den på søbredden og tilstødende græsenge.

Toppet Lappedykker

Den toppede lappedykker er 46-51 cm lang med et vingefang på 85-90 cm. I yngletiden kendes den let på to store fjertoppe på hovedet og fjerkraven på hver side af hovedet. I vinterdragt er fjertoppene meget korte, og halskraven mangler næsten helt.

Føden består af fisk og vandinsekter, der fanges med det lange næb under dykning. Grundet sin ekstreme tilpasning til livet i vandet, bevæger den sig meget dårligt på land, da benene er placeret langt tilbage på kroppen. Blandt lappedykkerens fjender er f.eks. vandrotten, som æder dens æg og unger. Ungerne opholder sig gerne på ryggen af forældrefuglene i den første tid.

Knopsvanen

Knopsvanen opholder sig i Danmark hele året, men sidst på efteråret ankommer desuden trækkende knopsvaner fra bl.a. Polen, Sverige og det østlige Tyskland. Svanerne overvintrer i Danmark og flyver til ynglestederne i februar-marts. I 2000 var der mere end 53.000 overvintrende knopsvaner, især i den østlige del af landet og i Limfjorden. Allerede i slutningen af juni samles et meget stort antal knopsvaner i Danmark for at fælde svingfjerene.

Tidligere var de ynglende knopsvaner i Danmark hovedsageligt at finde ved søer, men på grund af for høje niveauer af næringssalte i søerne har vandplanterne fået dårlige vækstvilkår, og dermed er knopsvanernes fødegrundlag væk. Knopsvanerne yngler derfor overvejende i fjorde og ved lavvandede kyster.

Især i fældningsperioden, hvor svanerne ikke kan flyve, er de meget følsomme over for forstyrrelser.

Knopsvanen lever af vandplanter, især ålegræs og alger som søsalat, der græsses i lavvandede områder. Nogle steder ses knopsvaner dog også græssende på vinterafgrøder.